Tidlig indsats: Et langt, sejt træk

Det er lige den slags, der er brug for i det bandeforebyggende arbejde, mener alle. Medarbejderne på »Den korte snor« havde dog helst været navnets politiserende retorik foruden.

Af Helle Broberg Nielsen / Weekendavisen 3. april 2009.

Præcis hvornår går en øretæveindbydende rolling fra at være en rod til at blive en lømmel - og så til at springe ud som bevæbnet voldsforbryder? Socialarbejdere over det ganske land står dagligt over for den slags dilemmaer, og presset for ikke at tage alt for meget fejl, alt for mange gange, stiger. Ingen steder formentlig mere end i Københavns Kommune, hvor kravet om en særlig indædt indsats for at bryde arvefølgen til bandemiljøerne er sat allerøverst på såvel det retspolitiske som socialpolitiske talepapir. Velfærdsminister Karen Jespersen mener således, at det kriminalpræventive arbejde i hovedstaden »sejler«, som hun formulerede det i forrige uge på flere tv-kanaler. Hun henviste bl.a. til en ekstern evalueringsrapport, som kommunen selv fik udarbejdet efter forrige vinterferies ballade og bilafbrændinger i flere bydele. Og foreslog, at hun sendte en delegation af ministeriel karakter hen på Rådhuset for at få sat skik på tingene.

Havde ministeren været lidt mere venlig, kunne hun eventuelt have valgt at fremhæve i alt fald ét af de ca. 140, meget forskellige, projekter, tilbud og initiativer, som rapporten beskriver. Et projekt, som rapportens forfattere netop mener, er eksemplet til efterfølgelse. »Den korte snor«, der har afdelinger på Nørrebro, Amager, i Valby samt Brønshøj-Husum, er målrettet børn og unge, der, som det hedder i inklusionskriterierne, »har en truende og uroskabende adfærd.« De, som skolelærere, fritidspædagoger og kommunale sagsbehandlere ved, har en anbringelse på en specialinstitution i umiddelbar udsigt, hvis der ikke gribes ind. Nu.

I rapporten vurderes det, at der i Københavns Kommune er mellem 3-400 unge under 18 år der er hårdt belastet af kriminalitet, og hvoraf 80-100 er under 15 år. Det er de mest åbenlyse aspiranter til disse grupper, der skal holdes i et stramt socialpædagogisk seletøj og håndfast styres uden om en karriere som kriminelle. »Den korte snor«, der i 2006 startede med 25 pladser for de 12-14-årige, blev sidste år udvidet med endnu 25 pladser og fik optagealderen sat ned til ti år og op til 17 år. Pædagogikken er kendetegnet ved en tidlig, insisterende og vedholdende indsats med en stor grad af forældre- og netværksinddragelse. Til gengæld kan det inden for den metodik være højst forskelligt, hvordan det enkelte barn skal håndteres. »Vores støtte er naturligvis afhængig af, hvilke ressourcer, der er i hjemmet. Har vi at gøre med en traumatiseret flygtningefamilie? Eller en etnisk dansk familie, der måske er kriminel og i forvejen har et belastet forhold til de sociale myndigheder? I de fleste familier oplever vi dog, at alle er med på at samarbejde omkring barnet. I det omfang de ellers magter det,« forklarer Steven Bendtsen, der er overordnet leder af »Den korte snor« i Københavns Kommune. Han har desuden indtil for nyligt været leder for »Spydspidsen«, et tilsvarende socialpædagogisk projekt, der har en lidt anden målgruppe, med lidt andre problemer, men som også fremhæves som et mønstereksempel i evalueringsrapporten.

Steven Bendtsen ser netop mangfoldigheden af socialpædagogiske angrebsvinkler som en nødvendighed i det kriminalpræventive arbejde. »I Serviceloven hedder det, at vi skal gribe ind med 'den mindst vidtgående foranstaltning' over for et barn eller en ung. I øjeblikket er der så et stigende politisk pres for, at der skal ske en tidlig indgriben. Desværre mangler vi nogle effektive screeningsværktøjer, der mere præcist kan fortælle os, hvornår 'tidligt' ikke er for tidligt. Den dér med, at 'hvis et barn bliver taget to gange for butikstyveri, så klapper fælden', den er jeg slet ikke tilhænger af. Så enkelt er det ikke altid. Andre gange ved de allerede i børnehaven, hvilket barn, der vil få store problemer. Men vi skal også passe på, ikke selv at medvirke til Rosenthal-effekten; at de unge ved, at vi betragter dem som nogle værre rødder, og de derfor gør, hvad de kan for at leve op til vores forventninger. Vi arbejder i øjeblikket i Københavns Kommune på at få lavet nogle mere ensartede retningslinier for, hvornår et barn udviser en adfærd, der skal tages hånd om. Der har helt sikkert været tilfælde, hvor skolen og de sociale myndigheder ikke har været enige,« siger han.

Tom Kryger, leder af »Den korte snor« på Nørrebro:»Vi har omkring 1300 børnesager her i Socialcenter Nørrebro alene, så der skal konstant foretages en afvejning af, hvilke af dem der skal visiteres til for eksempel 'Den korte snor' eller andre specialtilbud. Men det er en vigtig faglig diskussion, som naturligvis skal tages,« siger han. »Den korte snor« er en vidtgående og ressourcekrævende foranstaltning, der involverer ganske mange interessenter. Det er med mandsopdækning døgnet rundt og forpligtende netværks-involvering. Nogle gange virker det og barnet kan igen, helt eller delvis, overgives til tilbudene i »normalsystemet«, som det hedder i den socialforvaltningsmæssige ordbog. Andre gange er trækket langt og sejt og turen op ad bakke. Og alle parter er ærgerlige, når den unge, trods de gode intentioner og det benhårde arbejde, alligevel ender i Dommervagten. Eller, som det har været tilfældet en enkelt gang, at et barn fra projektet alligevel må anbringes uden for hjemmet.

I Københavns Kommune arbejder en stor del af sagsbehandlerne på børne-ungeområdet med en pædagogisk tilgang, der kaldes »Signs of Safety« - en systematik, der er udviklet af australierne Andrew Turnell og Steve Edward. Når eksempelvis kontaktperson Sascha Lasak får overdraget en ny sag, forsøger hun at skaffe sig et overblik over, hvilke personer omkring barnet eller den unge, der kunne være behjælpelige i anstrengelserne for at få hovedpersonen tilbage på sporet. »Vi indkalder til et indledende netværksmøde, som regel i hjemmet, hvor den nærmeste familie, og i alt fald forældrene, vil være til stede. Det kan også være, at barnet gerne vil have sin storebror med. Måske er der en onkel, der er ressourcestærk, som vi kan trække på. Eller en medarbejder fra fritidsklubben, der har haft øje for barnet. Eller klasselæreren. De får alle et brev, hvor vi forklarer dem, hvordan tingene står, og spørger om, hvor de mener, at barnet har nogle stærke sider, vi kan forsøge at satse på. Det, tror vi, er mere konstruktivt, end hvis alle får det indtryk, at vi kun er der for at kritisere deres barn sønder og sammen. Vi skal jo mobilisere de positive kræfter omkring barnet. Det er dét, vi mener, når vi siger 'mandsopdækning'. Det betyder ikke, at der er et helt hold sagsbehandlere omkring barnet konstant. Det er der slet ikke ressourcer til. Men vi forsøger, at få familien eller andre til at forpligte sig på nogle konkrete opgaver. Fx at følge barnet til skole, hvis der er et problem med pjækkeri,« forklarer Sascha Lasak, der typisk vil være i telefonisk kontakt med barnet eller netværket flere gange daglig for at følge op, minde om og huske på.

Netværksmødet indledes med, at der smækkes et white board op i stuen. Og så gennemgås sagen, punkt for punkt. »Et vist mål af skriftlighed betyder, at en familie formår at se deres problemer lidt udefra. Det gør det hele mere tydeligt. Tydeligheden er vigtig. Vi bestræber os på at være utvetydige, når vi skal forklare, hvilke forventninger vi har, fx til forældrenes indsats og ansvarlighed. Hvis det er en familie, der ikke taler dansk, har vi en tolk med. Ingen skal være i tvivl om, at vi forventer, at de aftaler, der bliver indgået, også bliver overholdt,« pointerer Steven Bendtsen.

Til gengæld er hverken han eller Tom Kryger specielt begejstrede for projektets symboltunge titel, hvis oprindelse fortaber sig højere oppe i kommunens involverede magistrater. Den danske talemåde, der uden tvivl er håndplukket for at imødekomme kritiske integrations- og retspolitikere, er nemlig stort set spildt på de personer, projektet henvender sig til. I alt fald dem med begrænsede danskkundskaber. »Jeg har simpelthen svært ved at forklare, hvad der egentlig menes med det. Vendingen har desuden en noget negativ klang, og det er jo ikke nødvendigvis det bedste afsæt, hvis man vil have folk til at samarbejde,« bemærker Tom Kryger tørt.